Wifi

Det findes rigtig mange steder - men hvad er det egentlig?

Artiklen er skrevet og illustreret af IT-underviser Kasper Loft, april 2020

Wifi betyder trådløst internet. Det er en måde at få forbindelse til internettet, uden at du behøver at koble en internetledning til din bærbare computer, tablet, smart-telefon, digitale kamera eller dit smart-tv.

 

Wifi-forbindelsen skabes ved at internetledningen sluttes til en router (udtales: ruter). Routeren er en lille boks, som via indbyggede antenner udsender et lokalt wifi-signal.

Vores bærbare computere, tablets og smart-telefoner kan opfange wifi-signalet og

på den måde få internetforbindelse.

Wifi-signalet kan opfanges, når man er i nærheden af routeren. En typisk router kan dække en gennemsnitlig hustand. Når man bevæger sig for langt væk fra routeren, kan signales ikke længere opfanges og man må benytte en anden internetforbindelse (et andet wifi, SIM-kort eller internetdeling) for at komme på nettet.


Signalstyrken


Når du anvender wifi som internetforbindelse, skal du være relativt tæt på routeren, der udsender wifi til din enhed. Du kan bruge selve wifi-symbolet på din skærm til at se, hvor god dækningen er, der hvor du befinder dig. (Se fotos af det her ved siden af artiklen)


Wifi-signalet bør som udgangspunkt kunne dække hele din hustand, så du kan være på internettet med din enhed, uanset, om du sidder i stuen eller på arbejdsværelset. Men går du helt ned i den fjerne ende af haven, er signalet nok for svagt til at du kan bruge internetforbindelsen. 

På din enhed vises der et wifi-symbol på skærmen, når der er forbindelse til en router. 


Få forbindelse til en router


Når man nærmer sig et router, som man tidligere har benyttet, vil telefonen/tabletten/computeren automatisk finde signalet og oprette forbindelse, hvis adgangskoden til routeren stadig er den samme. Det betyder i praksis, at vores tlf/tablet/pc selv kommer på nettet, når vi kommer hjem igen, eller til andre routere, som vi har benyttet tidligere.


Der er wifi mange steder


I dag bliver vi tilbudt wifi mange steder. I bybusserne, på barer og restauranter, på hoteller og i mange butikker. Ofte ser man wifi-symbolet ved indgangen.

Spørg personalet, om der er et kodeord, som man skal angive for at benytte wifi-forbindelsen. Kodeordet skal tastes ind i på din enhed (computer, tablet eller telefon), før end den kan tilsluttes et nyt wifi-netværk. 

 

Åbent eller lukket wifi?

De fleste wifi-anlæg er lukkede, det vil sige at de har en sikkerhedskode, som skal indtastes på din enhed (computer, tablet eller telefon), inden forbindelsen kan åbnes. Der er for at forhindre at uønskede gæster benytter wifi-forbindelsen.

 

Hvis du selv har wifi i hjemmet, har du fået koden til dit wifi samtidig med at du fik routeren. Koden kan i mange tilfældes findes på selve routeren. Prøv at kigge bag på den. På mange modeller er den påtrykt på et lille klistermærke. Har du glemt koden? Fortvivl ikke. Prøv at kontakte kundeservice hos din internetudbyder, så kan de hjælpe dig med koden. 

 

Der findes også helt åbne wifi-netværk, hvor alle der kommer tæt på routeren, kan bruge internetforbindelsen uden at indtaste en kode. De er efterhånden sjældne, men kan findes i lufthavne eller store butikscentre. Fordelen ved åbne netværk kan være, at alle besøgende let kan få internetadgang uden at skulle spørge en medarbejder om hvad koden er først. Ulempen er, at alle kan komme på internettet via denne fælles forbindelse. 

Hvis man anvender et åbent wifi-netværk kan man derfor gøre det samtidigt med andre brugere, uden selv af være klar over det. Det er jo ikke til at se, hvem eller hvor mange man benytter denne fælles forbindelse med. Hvis en hacker anvender det åbne wifi samtidigt med en anden bruger, kan hackeren via wifi-netværket skaffe sig adgang til den anden brugers computer og data.


Personligt vil jeg prøve at undgå åbne wifi-netværk. Hvis man er i en situaion, hvor det er nødvendigt at gøre for at hente oplysninger fra internettet, så skal man gøre det med forsigtighed. Lad være med at besøge tjenester, hvor der skal logges ind med personligt brugernavn og adgangskode, da de kan falde i de forkerte hænder. Med andre ord, lad være med at anvende Nem-ID, bruge netbank eller email-konti.

Skal du bare tjekke en åbningstid eller hvornår næste bus kører, kan du trygt gøre det. For her deler du jo ikke personfølsomme oplysninger med den tjeneste, app eller hjemmeside, som du anvender.   

Illustrationen her viser hvordan din router, der er forbundet til internettet, sender det trådløse internet til dine enheder i hjemmet. Det er både Smartphones, tablets, smarte fjernsyn og computere.

Wifi

Hvad står det for?


Egentlig ikke noget.


Opfinderne af wifi kontaktede et reklamebureau, og de fandt frem til ordet wifi.


Det er ikke en forkortelse for noget.


De synes bare det lød godt.

 

Sådan her ser symbolet ud på min computer (windows 10). Det vises på proceslinjen i nederste højre hjørne af skærmen ved siden af uret.

Der er kun hvid farve i de to af buerne, hvilket fortæller mig, at signalet ikke er helt på 100%.

Jeg kan sagtens komme på internettet, selv om der ikke er fuld styrke på signalet.

Hvis jeg kommer ned på en bue med farve begynder det at knibe, og er der slet ingen buer med farve er signalet ikke inden for rækkevidde. Så må jeg bevæge mig tættere på routeren for at få bedre forbindelse.

Herover kan du se, hvordan det er ud i øverste højre hjørne af min smart-telefon. Det er en LG-telefon, og det kan variere lidt fra den en telefonmodel til den anden, hvor symbolet vises. 

Wifi-symbolet er længst til venstre i billedet. Her er det vist med to hvide buer og den øverste er grå, så signalstyrken er god, men ikke helt på 100%.

Og her er øverste højre hjørne af skærmen på en iPad. Her er der hvid farve i alle buerne på wifi-symbolet, og det betyder stærkt signal.


Jeg har forresten sat iPad'en til opladning... :)

Wifi