Sikkerhed på Computer

ARTIKEL skrevet af IT-underviser Kasper Loft, marts 2020

Kom sikkert ud af røret,

når du bruger computeren

Der er flere ting, som du skal være opmærksom på som computer-bruger, for at opnå sikkerhed når du anvender den. 

Styresystemet

De computere vi underviser i har alle styresystemet Windows. Det svarer på en måde til motoren i en bil. Ligesom motoren i en bil, er der jævnligt behov for et eftersyn af motoren på computer.


Det kommer i form af opdateringer, som firmaet bag Windows, Microsoft, udsender med jævne mellemrum.


I modsætning til en bil, skal din computer ikke på værkstedet. Opdateringer sendes via internetforbindelsen.

Når det sker, bliver der vist meddelelse på skærmen om at der er en tilgængelig opdatering. Når man trykker på sluk-knappen i Windows vil man blive bedt om at opdatere computeren.


Disse opdateringer indeholder ofte flere forskellige ting. Det kan være fejlrettelser, nye funtioner og vigtige sikkerhedsopdateringer.


Så når du henter (downloader) disse opdateringer, sikrer du dig, at din computer har den nyeste sikkerhedsindstilling af styresystemet.



Apps/programmer

De apps/programmer du har på din computer, er udviklet af forskellige IT-virksomheder. Alle disse apps skal også opdateres med jævne mellemrum, så de fungerer optimalt og med højeste sikkerhed.

Det er udviklerne bag en app, der sørger for at udgive opdateringer til de apps de har på markedet. Når der er tilgængelige opdateringer til apps, bliver det vist en meddelelse på skærmen. Det er forskelligt hvordan det foregår. Ofte er det en dialoboks, der kommer frem på skærmen, og du skal trykke "OK" eller næste til en række spørgsmål for at hente (downloade) og installere opdateringen.


Sikker adfærd

Fra barnsben har du lært at færdes sikkert i trafikken. Du ved også hvordan du bedst passer på dig selv og din taske med tegnebogen i, når du går på gaden eller igennem tætte folkemængder. Det ligger på rygraden, så vi kommer sikkert frem og passer på hinanden og vores ting.


Når du færdes på internettet, modtager henvendelser fra fremmede på e-mail eller telefonopkald eller accepterer vilkår og betingelser ved anvendelse af apps og hjemmesider, bør du ligeledes kende nogle vigtige "trafikregler" for at færdes sikkert i IT-verdenen.

De grundlæggende tommelfingerregler

1) Hold styresystemet opdateret. Som beskrevet ovenfor er det vigtigt at styresystemet på din computer er opdateret.


2) Hold apps opdaterede. Ligeledes nævnt ovenfor er det vigtigt at de apps du anvender også er opdaterede.


3) Handel på nettet. Det kan være du gerne vil købe en vare fra en internetbutik - webshop. Her er nogle gode råd til sikker web-handel:

- Køb fra sider du kender. Helst danske hjemmesider (ender på .dk)

- Læs anmeldelser om hjemmesiden. Prøv at google hjemmesidens navn sammen med ordet anmeldelse, og se om andre kunder har skrevet om siden.

- Brug Trustpilot.dk. Det er en hjemmeside, hvor brugere offentligt kan anmelde en virksomhed. På Trustpilot kan du skrive navnet på den webshop eller hjemmeside du ønsker at besøge og se om der ligger anmeldelser fra andre brugere. 

- Kig efter e-mærket. E-mærket er en dansk certificeringsordning som danske webshops kan tilmelde sig. Den stiller høje krav til virksomhederne for at skabe tillidsfuld handel mellem kunder og erhvervsdrivende. Læs mere om e-mærket her.


4) E-mails fra ukendte afsendere. Hvis du pludselig modtager en e-mail uopfordret fra en ukendt afsender, bør du forholde dig kritisk. Lad være med at åbne den. Hvis du har åbnet den, så fortvivl ikke. Det er i sig selv ikke så farligt. Men hvis e-mailen indeholder et link, som du opfordres til at trykke på, så lad endelige være med det. 

Sådan ser det ud, når jeg klikker på Windowsknappen i nederste venstre hjørne af skærmen og derefter trykker på sluk-symbolet lige oven over.


Som vist her står der normalt "Luk computeren". Hvis der er en tilgængelig opdatering vil der i stedet stå "Luk og opdater computeren".

Ligesom ude i trafikken hvor du kender reglerne, og ved hvordan du færdes sikkert, skal du også vide hvordan du færdes sikkert, når du anvender IT

Eksempel

Her er et eksempel på hvordan e-mærkets symbol ser ud.

Kig efter det på de hjemmesider du vil handle med.