Downloade

Download

Ofte støder vi på ordet download, men hvad betyder det egentlig?

Artiklen er skrevet og illustreret af IT-underviser Kasper Loft, april 2020

Ordet download er engelsk, og det er blevet indført i det danske sprog uden at blive oversat til et dansk ord.


Vi støder på begrebet— at downloade (udtales davn-låvde), når vi henter data-filer (fotos, tekstfiler med mere) ned på vores computer, tablet eller telefon.

 

Down betyder ned, og loade betyder laste, som når man laster noget på en vogn.

Begrebet downloade betyder, at vi henter (laster) data ned på vores computer via internetforbindelsen.

 

Det data vi downloader ligger på en computer (server) et andet sted i verden, og når vi via internettet sætter os i forbindelse med den, kan vi downloade det dataindhold, som vi skal bruge på vores computer.

 

Der er mange ting, som man kan downloade. Det kan være, at du modtager en e-mail, med et vedhæftet foto. Hvis du ønsker at beholde en kopi af det vedhæftede foto, kan du vælge at downloade fotoet og gemme kopien på din computer i dit eget fotobibliotek.

 

Det hænder også at vi downloader programmer og applikationer (apps) på vores computer, tablet eller telefon.


Det er din internetforbindelse der afgør, hvor hurtigt du kan downloade filer.

Hvis du skal downloade større filer, som f.eks. film og videoer eller større opdateringer til Windows, er det skønt at have en god internetforbindelse, så det går så hutigt som muligt.

 

Man kan forestille sig at internetforbindelsens hastighed er som størrelsen på vandslange. Jo større vandslange des mere vand kan man tappe i sekundet.

Jo højere internethastighed, jo mere data kan der hentes ind pr. sekund. 

Nordmændene har faktisk deres eget ord for download - det hedder nedlastning.

I Danmark må vi nok vænne os til, at de engelske gloser ofte anvendes uden oversættelse.

Symbolet

 

Forskellige programmer og apps anvender nogle gange forskellige symboler for download.

 

Ofte er symbolet for download en pil, der peger nedad på et emne. Emnet er vist med en streg eller firkant, og skal symbolisere den fil, man er ved at downloade.

 

Der kan også downloades e-mails,  fotos, musik, video

eller e-bøger og lydbøger.